Ork/Goblin

Krav: Du skal have grøn sminke i ansigtet. Din udklædning kan eventuelt også omfatte ører, næse, pande og specielle tænder.

 

Generelt om grønhuder

Mens de andre racer har været i konstant udvikling fra tiderne før De Ældstes kommen, så er der en gruppe, der har stået stærke siden begyndelsen.

Grønhuderne er ikke så meget en race som grupper af forskellige racer, der på mange måder minder om hinanden og viser tegn på at være i familie.

Racerne, der kommer af grønhuderne er orker, deres mindre slægtninge gobliner og de mægtige, men tungpandede trolde.

Grønhuder er sjældent særlig accepteret i civiliserede egne og er derfor ofte vilde og barbariske i deres opførsel og udtryk da de oftest er tvunget til at leve i vildmarken uden for menneskenes byer.

Grønhuderne bærer ligesom mange af de andre racer både godhed og ondskab i sig, men hos disse væsner er grænserne meget skarpere, dette betyder at grønhuders humør er meget ”ekstremt” og skiftende. Hvis en ork er glad så er han som regel MEGET glad, men er han vred er hans raseri ikke til at styre.

De fleste grønhuder er krigere, men de klogeste orker og gobliner med et naturligt talent for magi bliver nogle gange shamaner, uforudsigelige naturmagikere, der ved hjælp af følelser kan trække på den rå magi, der er i verden og bruge den til ødelæggende kraft. Shamaner har som oftest også en dyb forståelse for naturen og kender tit også til healende planter og mystiske samkog og brygge.

I Arnstad ser man ofte både orker og gobliner, mens trolde er langt mere sjældne da de er for farlige til at lade gå frit omkring (Det er ikke muligt at spille trold uden speciel tilladelse fra spilledelsen)

 

Generelt om orker

Orker er hovedbestandelen af grønhudsslægten. De lever i klanlignende samfund hvor den stærkeste og klogeste bestemmer, men kun indtil en stærkere eller klogere ork beslutter sig for at han nu skal være den, som bestemmer, dette betyder at orklejre konstant runger af lyden af voldsomme slåskampe, da de fleste orker ser vold og slåskamp som den eneste løsning på et problem eller en diskussion.

Orker har som medlem af ”grønhudsgruppen” som navnet siger oftest grøn hud. Orkers hudfarver er oftest enten mørkegrøn eller grøn med brunlige nuancer.

Orker anses ofte af andre racer for at være dumme på grund af deres dårlige tålmodighed, mangel på selvkontrol og dårlige tale. Det er rigtigt at mange orker efter mange års jævnlige slag til hovedet er mindre kvikke end de fleste andre, men orker er ikke nødvendigvis dumme. De fleste orker har bare ikke tålmodighed til snak og diplomati eller kompliceret problemløsning, når det er ligeså hurtigt at løse et problem med kraft. Hvad angår deres tale er dette som regel et resultat af utallige slag til hovedet, dårligt helede brækkede kæber og knækkede tænder, derudover har orker aldrig haft brug for at udvikle deres eget sprog, da de kun bruger verbal kommunikation til enten at skræmme eller kommanderer med andre.

Orkers udstyr er som regel begrænset til det de kan have på sig da de aldrig ved hvor længe de kan blive på et sted, desuden kan de altid bare tage andres ting hvis de lige føler at de får brug for det (hvis en person ikke kan er stærk nok til at passe på sine ting fortjener han det ikke). Deres klædedragt er dog oftest sammesat af store mænger skind og pels, der kan holde dem varme i den vilde natur. Derudover suppleres deres klædedragt af rustningsstumper taget fra besejrede fjender eller produceret hurtigt og effektivt, da det ikke skal se pænt ud, bare virke!

Orker er fysisk stærkere end både elvere og mennesker, og er derfor ofte større og bredere end disse. Denne styrke betyder også at de kan bruge større våben end andre racer, så både store sværd, økser og køller er populære blandt orker, men en ork har intet imod at bruge hvad han lige har ved hænderne i kamp og orkens vildskab og styrke giver orken en betydelig fordel i de fleste kampe uanset hvilket våben han er bevæbnet med eller om han er bevæbnet overhovedet.

 

Generelt om Gobliner

Gobliner er modsat de store orker både mindre, svagere og mere kujonagtige, men til gengæld er de også det mere snedige og lumske.

Gobliner er ligesom orker flygtige af sind, hurtige til følelsesskift og ekstremt udad-reagerende, men en goblin er måske i endnu højere grad svær at forudsige da den det ene øjeblik kan være din bedste ven og det næste stikke dig i ryggen fordi den pludselig syntes at noget du besidder er meget mere interessant.

Gobliner eksisterer næsten over alt, men dog mest i vildmarken i deres egne stammer, eller som medlemmer af en større orkklan, men i ny og næ kan man finde dem i menneskenes byer hvor de oftest anses som skadedyr. Da disse ”bygobliner” bor tættere på mennesker og civilisation har de ved hjælp af goblinracens gode tilpasningsevne nogle gange held med at kopiere menneskers håndværk og færdigheder.

Ligesom de andre grønhuder er gobliner grønne i huden, men deres hudfarve er langt mere lysegrøn at se på. Derudover er det specielt deres lyse pivede stemmer, deres smalle størrelse og deres lange næser der fysisk adskiller dem fra orkerne.

Gobliners udstyr er ligesom orkernes begrænses til det de kan have på sig, men nogle gange har gobliner dog en tendens til at samle på og pryde sig med ting de har stjålet eller fundet hvilket ikke altid er praktisk, men det er FLOT!

Da gobliner ikke er særligt stærke og oftest ikke har modet til at stå ansigt til ansigt med en fjende så er de mest tilbøjelige til at bruge små lette våben som kortsværd, køller og daggerter eller langtrækkende våben, der kan holde fjender på afstand som spyd eller bue. Det sker dog at en særlig modig (eller dumdristig) goblin forsøger at efterligne en ork og prøver på at slæbe et større våben med i kamp.

 

Generelt om Trolde

(Det er ikke muligt at spille trold uden speciel tilladelse fra spilledelsen)

Trolde er de største og mest sjældne medlemmer af grønhuderne. De er langt større og langt stærkere end både orker og gobliner, men de er dog oftest også ufatteligt mentalt langsomme og mange trolde minder mere om store dyr en deres mere menneskelignende slægtninge.

Det er ikke svært at kende forskel på en trold og de andre grønhuder, da selv den største ork ikke kan nå en trolds størrelse. Derudover har trolde oftest langt større tænder end orker og deres hudfarve er enten ligeså lyssegrøn som gobliners eller fuldstændigt mudderbrun med små spor af mørkegrøn eller sort.

Troldes størrelse og styrke gør at orker og gobliner respekterer dem, men deres langsomme hjerne gør at de sjældent stiger højt i hierarkiet i en klanlejr andet end på slagmarken hvor de går amok med enorme køller eller hamre.

Da deres seje hud og store muskelmasse fungerer som naturlig rustning, så går trolde for det meste rundt med kun en smule tøjrester og måske noget skind eller pels da de oftest ikke har hverken tålmodighed eller forstand til at iklæde sig anden påklædning eller beskyttelse.